Iberiske heste

Den spanske hest og lusitanoen ( plus andre, som vi ikke kommer ind på her) er heste fra den iberiske halvø. Der vil komme flere indlæg om denne vidunderlige hestetype, så dette første indlæg er bare en generel information.

I Danmark er der efterhånden ved at være flere iberiske heste, de spanske er klart i overtal og flere avlere er etablerede her, så gode afkom kan nu købes i Danmark. Avlsforeningen finder du her: Pre-horse.dk. 

De første spanske heste ( i nyere tid) kom til Danmark for alvor i halvfemserne og efter mange års hårdt slid lykkedes det nogle entusiastisk avlere og hesteelskere at få en avlsforening op at stå. I starten var det det spanske militær, som stod for kåring og indskrivning i stambogen og undertegnede var med fra start. Det var fantastiske tider og vildt spændende at følge en helt ny avl op at stå.

Som altid kan bølger gå højt i en avlsforening, og det var ingen undtagelse i den danske PRE-forening, som i starten bestod af to selvstændige foreninger. Det lykkedes at få parterne nogenlunde enige og en enkelt forening med nogle meget aktive mennesker har siden arbejdet hårdt for den spanske hests fremtid som avlshest i Danmark. Der er mange navne at nævne i denne forbindelse, men her i dette lille indlæg, kan jeg ikke lade være med at sende en kærlig tanke til Charlotte Eichel, som har været med fra starten. Jeg tror, Charlotte har haft stort set alle hatte på i foreningen, hun formår at gyde olie på vandene, når bølgerne går højt, og jeg lover dig, at du altid møder Charlotte villig og åben og klar med et smil til at hjælpe dig igennem dine spørgsmål, hvis du skulle få lyst til at erhverve dig en spansk hest – eller måske allerede har en og vil være en del af foreningen.

Du finder avlsforeningens hjemmeside her: PRE-horse.dk, og her kan du søge alle mulige informationer. Regler om indskrivning af føl, kåringsregler mm. er ændret meget, siden jeg selv avlede  mine første spanske heste – ( jeg avler ikke længere, men har to vidunderlige hingste og en enkelt hoppe  tilbage), så det er en god idé altid at holde sig opdateret på denne side.

Er du rytter og ikke så avlsinteresseret, så kan du læse mere om de spanske heste i disse bøger, som kan købes her i vores shop:

Desuden indeholder næsten alle vores bøger informationer om træning af de iberiske heste, så vi kan anbefale de små hæfter og ridning på kandar, ligesom Nuno Oliveira jo arbejde med lusitanos. Så kig i her efter læsestof.